• OVERBLIK: Svenskere sigtet for drabsforsøg, pistoler og granater

    Source: BDK Borsnyt / 11 Sep 2024 05:23:53   America/New_York

    Onsdag fremstilles en 16-årig svensk dreng i grundlovsforhør. Han er sigtet for drabsforsøg, våbenbesiddelse og forsøg på sprængning. Siden foråret har der været et væld af sager, hvor unge svenskere sigtes for at begå særdeles alvorlig kriminalitet på dansk grund. Her er et overblik over en række af dem: * 15.-16. april: Drabsforsøg på Comanches-rockere i Brøndby. Omhandler: Drabsforsøg og grove våbenovertrædelser. En dengang 15-årig svensk dreng er tiltalt for at have indgået en aftale om at tage til Danmark for at begå drab. Natten til den 16. april befandt han sig derfor angiveligt ved Comanches' klubhus i Brøndby med et mål om at skyde en eller flere med tilknytning dertil. Det mislykkedes, da der ikke var nogen personer at finde, lød det fra politiet, efter at han blev anholdt. En 59-årig mand er tiltalt for at have medvirket, og det samme er en nu 21-årig svensker, da han ifølge dansk politi har været en form for mellemmand, som skaffede de unge svenskere til alvorlige forbrydelser i Danmark. * 21.-23. april: Drabsforsøg på Comanches-rockere i Brøndby. Omhandler: Drabsforsøg og grove våbenovertrædelser. En 16-årig svensk dreng fløj angiveligt til Danmark, hvor han fik udleveret en 9 mm-pistol af mærket HS5. Ifølge sigtelsen havde han indgået en aftale om at slå en eller flere ihjel med tilknytning til Comanches' klubhus i Brøndby. Det mislykkedes ifølge politiet, da der ikke var nogen i området. En dengang 29-årig kvinde og en 24-årig mand er sigtet for medvirken. Også i denne sag er den 21-årige svensker sigtet for medvirken. Dansk politi mener, at han har ageret mellemmand ved at skaffe unge svenskere til forbrydelser. * 25. april: Forsøg på våbenbesiddelse ved Nørrebro Station. Omhandler: Drabsforsøg og grove våbenovertrædelser. En 16-årig svensk dreng tog til Københavns Hovedbanegård, hvorfra han angiveligt satte kurs mod Nørrebro Station for at modtage et skydevåben med tilhørende magasin, ammunition og lyddæmper. Det mislykkedes, da han blev anholdt af politiet inden, står der i sigtelsen. Også i denne sag er den 21-årige svensker sigtet for medvirken. Dansk politi mener, at han har ageret mellemmand ved at skaffe unge svenskere til forbrydelser. Der er rejst tiltale mod den 16-årige, som skal for retten i november. * 22. juni: Skud mod Comanches-rockers mors hjem i Hvidovre. Ifølge TV 2 blev der denne dato skudt mod en Comanches-rockers mors lejlighed i Hvidovre, hvilket ifølge mediet skyldes en konflikt mellem rockergruppen og den svenske gruppering Rumba. * 29. juni: Sprængning af håndgranat ved smykkeforretning i Valby. Omhandler: Grove våbenovertrædelser efter bandeparagraf. Det gav stor materiel skade, da en håndgranat blev sprængt foran smykkeforretningen Himalaya Diamonds på Toftegårds Allé i Valby. Ingen kom til skade. Politiet mener, at en 19-årig svensk mand stod bag, og han ventes at tilstå i et retsmøde i Retten på Frederiksberg 18. september. * 7.-10. juli: Rekognoscering og drabsforsøg på LTF'ere på Amager. Omhandler: Drabsforsøg, grove våbenovertrædelser. To mænd - en polsk og en svensk statsborger, begge er dog svensktalende - tog angiveligt til Danmark for med skydevåben at dræbe en eller flere ukendte personer med relation til den forbudte bande Loyal To Familia (LTF). De fik udleveret en 9 mm-pistol af mærket Glock, og den svenske mand havde angiveligt rekognosceret området ved Super Kiosken - et kendt LTF-tilholdssted i Holmbladsgade på Amager. De ventede på besked om, hvornår drabet/drabene skulle begås, da de ifølge politiet blev anholdt. Også i denne sag er den 21-årige svensker sigtet for medvirken. Dansk politi mener, at han har ageret mellemmand ved at skaffe unge svenskere til forbrydelser. * 10.-13. juli: Rekognoscering og drabsforsøg på LTF'ere på Amager. Omhandler: Drabsforsøg, grove våbenovertrædelser. En 19-årig svensk mand tog angiveligt til Danmark for med skydevåben at dræbe en eller flere pt. ukendte personer med relation til LTF. Han havde fået udleveret en 9 mm-pistol af mærket Glock og rekognoscerede 11. juli omkring Super Kiosken på Holmbladsgade. Derefter tog han retur til en lejlighed, hvor han ventede på besked om, hvornår drabet/drabene skulle begås. Han blev inden da anholdt, fremgår det af sigtelsen. En dansk mand på 29 år er sigtet for medvirken i sagen. * 31. juli: Drabsforsøg på Nørrebro. Omhandler: Drabsforsøg, grove våbenovertrædelser. En 16-årig svensk dreng forsøgte angiveligt at dræbe en ukendt mand på Blågårds Plads på Nørrebro i København. Ifølge sigtelsen affyrede han på kort afstand et skud, som ikke ramte personen. Derudover er en 25-årig mand og en 31-årig kvinde sigtet for medvirken. * 5. august: Skud i smykkeforretning på Frederiksberg. Omhandler: Drabsforsøg efter bandeparagraf. En 17-årig svensk dreng er sigtet for drabsforsøg ved at have affyret mindst seks skud i smykkeforretningen Calisto på Falkoner Allé med en semiautomatisk pistol. En mand i butikken blev ramt af skud og kom i livsfare. * 6. august: Sprængning af håndgranat i kiosk på Østerbro. Omhandler: Drabsforsøg, sprængning, grove våbenovertrædelser. To svenskere på 24 år - en mand og en kvinde - modtog angiveligt en håndgranat eller lignende fra en 18-årig mand, hvorefter de ifølge sigtelsen bragte den til sprængning i en kiosk på Hans Tausens Plads på Østerbro i København. * 13. august: To håndgranater på Åkandevej i Tingbjerg. Omhandler: Drabsforsøg, forsøg på sprængning, grove våbenovertrædelser. En dengang 25-årig svensk mand modtog angiveligt to håndgranater, som han havde til hensigt at bringe til sprængning et sted i Københavnsområdet med forsæt til at gøre skade på andre. To danske bandemedlemmer på 41 og 25 år er sigtet for medvirken. Det samme er den 16-årige svenske dreng, der onsdag er i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg. Han blev udleveret til Danmark fra Sverige tirsdag. * 10.-11. september: 18-årig svensker anholdt med pistol. En 18-årig svensker bliver anholdt på Nørrebro natten til 11. september, mens han er i besiddelse af en skarpladt pistol. Han sigtes for sammen med ukendte medgerningsmænd at have aftalt at tage til Danmark for at dræbe et eller flere ukendte bandemedlemmer. Sigtelserne lyder på våbenbesiddelse og drabsforsøg. Han erkender i grundlovsforhør besiddelse af en skarpladt pistol, men nægter sig skyldig i drabsforsøg. Han fængsles i 27 dage. Kilder: Københavns Politi, Københavns Byret. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/overblik-svenskere-sigtet-for-drabsforsoeg-pistoler-og-granater
Share on,